Det bevidste åndedræt
Fuldt åndedræt: kilden til liv og sundhed
Sid eller lig ned, så du kan slappe helt af og føler dig godt tilpas.
Vær opmærksom på dine fødder, mærk fødderne, er de varme, kolde, pulserer det i dem, strømmer det, vibrerer…
Hav lidt opmærksomhed ved hver kropsdel – maven, brystkassen, kæberne og til sidst hele kroppen på én gang.
Du tæller til 4 på både ind – og udånding, så du får en rytme i dit åndedræt.
Begynd således:
- på 1 fylder du det nederste af maven, på 2 det øverste af maven, på 3 fylder du brystkassen og på 4 op i skuldrene
- på 1 slipper du luften i det nederste af maven, på 2 det øverste af maven, på 3 slipper du luften i brystkassen og på 4 luften i skuldrene
Du ånder ind, mens du tæller til 4, idet du fylder de pågældende områder med ilt og prana. Du ånder ud, mens du tæller til 4, idet du slipper luften gradvist fra underlivet og opad.
Lav øvelsen i 10 minutter. Lav den 2 – 3 gange om dagen, f.eks. morgen, (middag), aften.
Når du har praktiseret dette åndedrætsmønster et stykke tid, får du måske lyst til en videreudvikling, der styrker hele dit system yderligere.
Du arbejder stadig 10 minutter hver gang.
De første 5 minutter udfører du åndedrætsmønsteret som hidtil.
Du fortsætter med lukkede øjne 4 – 4 åndedrættet, men nu visualiserer du den indstrømmende ilt som hvidt lys. Hvidt lys bærer æterisk vitalitet, og for hver indånding fyldes dine celler, organer og kropsdele af denne livgivende energi.
Du arbejder på denne måde de sidste 5 minutter. Herefter er du fuld af og omgivet af æterisk vitalitet. Behold dette hvide lys i og omkring dig, idet du visualiserer det. Arbejder du dagligt med øvelsen, vil dit æteriske lys blive stærkere og stærkere, hvilket vil styrke alle dine legemers sundhed.
|