At gå gennem smerter med Gud ved hånden.

Af Birgitte Bæk

Jeg er et engle-devamenneske, og en af mine hovedproblemstillinger i dette liv er at blive ét med Jorden, d.v.s. at sige 100% ja til at være fysisk. Derfor dukker mine mest smertefulde oplevelser op i forbindelse med min fysiske krop. Da mange lysarbejdere går igennem smertefulde processer følelsesmæsigt og/eller fysisk, giver jeg her mine erfaringer videre, så andre måske kan bruge af det, jeg har lært.

Sidste sommer begyndte jeg pludselig at få stærke smerter ind i venstre side lige under ribbenene. Jeg tænkte, at det måtte være gamle spændinger, der bad om at blive sluppet fri, men alligevel undrede jeg mig – hvordan kunne det smerte så voldsomt, når jeg ikke havde slået mig? Det føltes fuldstændigt, som var jeg faldet og havde slået mig gul og grøn, og det var vanskeligt at trække vejret helt igennem. Smerterne bredte sig i løbet af nogle dage til hele
brystkassen, og jeg kunne ikke gøre andet end at ligge ned, sove og sove og bede Gud om at komme ind i smerterne. Ind imellem blev jeg rigtig bange og overvejede at ringe til lægen, men tværs igennem angsten var jeg på en eller anden måde rolig og vidste, at alt var, som det skulle være. I tre uger lå jeg på sofaen – sov, klagede mig, arbejdede sammen med Gud og englene, græd og havde ondt af mig selv, gav slip og gav over, og til sidst blev jeg så udmattet, at det blev vanskeligere og vanskeligere at blive ved med at samarbejde med de indre verdener. Da jeg efter sommerferien igen begyndte mit lærerarbejde på skolen, var smerterne klinget så meget af, at det gik rimeligt, og efter endnu en uge var de helt væk. Det føltes som at være blevet frigivet.

I begyndelsen af december kom smerterne tilbage, og det blev starten på fem måneders smerterejse med Gud ved hånden. Jeg lå den aften i min seng og mærkede næsten de samme smerter som sidst. Jeg kaldte Kristus og Maria ind i smerterne, og straks fór jeg ud af sengen, ind på toilettet og kastede op. I månederne efter var mønsteret det samme – smerter, der vandrede op og ned, fra hjertet gennem maven til underlivet, kvalme og den slags kulde, der kommer indefra og ikke vil give slip. Jeg gik i gang igen – kaldte Gud ind i smerterne, prøvede at give slip og give over og lagde mig dagligt i Marias favn indhyllet i blid, smuk musik.

De fleste vil nok tro, at smerterne var det værste, men det blev ikke min erfaring. Smerterne lærte jeg at kende, jeg indrettede mig, så godt jeg kunne efter deres væsen – lagde mig og slappede af på de tidspunkter, hvor de var mest krævende, healede mig selv op gennem smuk musik, gik meget tidligt i seng, spiste kun lidt, så hele systemet ikke blev irriteret og belastet mere end nødvendigt. Efter nogle uger nåede jeg ind i en rytme. Jeg lavede aftaler med Gud – bad om at få hjælp, så jeg kunne undgå at lukke til over for mine elever, ikke blive sur, irritabel og urimelig. Det føltes lidt som bedøvelse, som flød jeg med smerterne, når jeg var i skolen.

Noget af det sværeste var udmattelsen, når kræfterne ind imellem simpelthen slap op, for det betød, at samarbejdet med englene og Gud blev næsten umuliggjort. Så blev der bare tomt – i mig og omkring mig. Jeg kunne ingen steder være, og alligevel var jeg. I begyndelsen var gråden redningen, men efterhånden lærte jeg mig at synke indad i følelsen af fuldstændig magtesløshed. Dette er en helt egen smerte, der samtidig gør ondt og lindrer.

Ensomheden var slem. At opleve nogle virkelig forsøge at forstå og alligevel intet kunne gøre. Og at opleve nogle tro, de forstod bedre end én selv – det var det sværeste.

Et par uger inden påske dæmpedes smerterne noget, men ved påskeugens start rejste de sig helt igen. Nu strammede det til. Under et kursus på Birkemosegård vandrede jeg rundt helt alene mellem mange mennesker. Smerterne dunkede, når jeg sad, og når jeg lå, og jeg kunne ikke andet end hele tiden at synke indad og indad, flyde med og holde fast i Guds hånd, der var forsikringen om, at jeg ville komme ud igen på den anden side på et eller andet tidspunkt. Og derfor kunne jeg lade være med at stritte imod skuffelsen og sorgen over ensomheden og i stedet blive ét med den. Så satte der sig pludselig et menneske foran mig, der kunne se mig. Hun havde stillet ind på mig, da hun så, jeg havde det dårligt, og hun fik at vide, at hun skulle hjælpe mig. “Det er ikke smerterne, der ikke vil slippe”, sagde hun, “det er din egen vilje, der holder fast i dem. Kæmper du for at slippe smerterne, kæmper du derfor mod din egen vilje.” I stedet skulle jeg åbne for min smerte, forestille mig hvorledes en blomst brød gennem smerten indefra, som en mælkebøtte bryder gennem den hårdeste beton. Give smerten rum indefra og ud, give den mulighed for at sive ud, give slip. Hun sagde, at min rygsøjle var spændt op efter mange måneders smerter, så jeg skulle investere i en god gammeldags varmedunk (uden metaldele!), lægge den helt oppe under de øverste nakkehvirvler og efterhånden lade den rykke nedad rygsøjlen.

Den hjælp var en gave. Jeg blomstrede som en sommergul mælkebøttemark i hele min overflade, og varmedunken blev min kære ven. Efter endnu nogle uger klingede smerterne af, og at opleve kroppen igen uden smerter men fuld af liv og taknemmelighed er forunderligt. Først nu har jeg opdaget, at i de stunder, hvor udmattelsen gjorde samarbejdet med Gud og englene næsten umuligt, og hvor jeg græd og opgav, da havde Gud et helt sikkert greb i min hånd.