Husk hvem du er

Af Birgitte Bæk

Nogle gange kan vi vågne op om morgenen og føle os lidt deprimerede uden at ane hvorfor. Vækkeuret har ringet, og der er ikke andet at gøre end at få rejst sig op og komme ud på badeværelset. I spejlet er der ingen glad godmorgen, hele kroppen er bare tung og trist. Andre dage kan det være andre følelser der fylder os – en ubestemmelig længsel, sorg eller håbløshed. Det, der undrer, er, at disse følelser synes at være uden forbindelse med vores bevidste liv, følelserne er der bare, og de fylder os helt.

De fleste vil have det ene ønske, at disse følelser må forsvinde hurtigst muligt. De føles hæmmende, og tanken om at slæbe sig igennem en lang arbejdsdag med denne tunge bagage er ikke til at bære. Så prøver vi måske at tage os sammen. “Jeg har det jo i virkeligheden godt!”, siger vi, og det hjælper ingenting. Så gransker vi dybt i os selv for at fange, hvad der foregår, men det er ikke tit, det lykkes, for det er stadig morgen, og arbejdsdagen venter.

Hvis vi er så heldige at skulle cykle langt til arbejde, da kan det ske, at de “hæmmende” følelser letter og forsvinder i vinden, men meget ofte bliver de hængende til langt op ad formiddagen og enkelte gange resten af dagen. Hvad er det for følelser, og hvad kan vi stille op med dem?

Ret dig op i din fulde højde

Nøglen ligger ikke i at finde ud af, hvilke følelser det er, der kører rundt i os. Ofte kan det have at gøre med nattens indre arbejde eller med vores delagtighed i menneskehedens kollektive følelsesforløsning. Det kan være meget kompliceret, og at forsøge selv at få hold på det vil mange gange vikle os endnu dybere ind og fastlåse os. I den situation er der god brug for støtte og hjælp fra Gud og englene sammen med en terapeut.

Den første nøgle ligger derimod i ordet accept. Idet vi accepterer, hvordan vi har det – glad eller trist, så lader vi være med at kæmpe mod følelserne. Lykkes dette, så er der en stor chance for at komme i tanke om den anden nøgle. Pludselig kommer tanken: Det er jo kun en del af mig, der er deprimeret! Jeg er meget mere end det! I det øjeblik er det, som om du retter dig op i din fulde højde – du er stadig den deprimerede del, men du er også resten af din personlighed, og du er dit indre lysvæsen, din sjæl og din ånd. Så trækker du vejret dybt og mærker tydeligt, at nu er du sluppet ud af det mikromikrounivers, som er følelsen, du havde spærret dig selv inde i.

Når vi kontakter vores sjæl og ånd – f.eks. ved at forestille os en lysvej fra hjertet op gennem hovedet til sjælen og ånden – mærker vi tydeligere, hvem vi virkelig er. Mange får en næsten fysisk fornemmelse af at være meget høj og stor. Samtidig kommer en afstand til følelsen, så den kan betragtes og hilses på, og det bliver klart, at vi har ladet os “narre” til at tro, at vi kun var følelsen, vi glemte, hvem vi virkelig er. Følelsen er der stadig, men den sluger os ikke mere. Nu kan vi forestille os, at vi bøjer os ned, som det lysvæsen vi er, og favner følelsen så kærligt, som en mor eller far ville gøre det ved sit lille ulykkelige barn. Da kan der ske det, at følelsen opløses, eller at den gennemstrømmet af sjælens kærlighed bæres stille gennem resten af dagen.

Følelsen smelter i hjertet

Opdager vi, at følelsen ikke forsvinder lidt efter lidt efter at være blevet favnet, kan vi forestille os, at vi lægger den ind i hjertet. Da vi netop er bevidste om at være ét med sjælen i den situation, får vi måske den forståelse, at vi samtidig lægger følelsen ind i Guds Hjerte, da vi som sjæl og ånd føler os ét med Gud.

I hjertet gennemstrømmes følelsen – sorgen, længslen, håbløsheden – af guddommelig kærlighed. Det kan opleves som en proces, hvor følelsen smelter i hjertets ild. Følelsen er tydeligere end nogensinde før, men smerten og ubehaget fra den bærer ikke længere kulde og isolation i sig. Nu har den sin egen indre fylde, en ny karakter, der ændres som changerende olie på vand frem til tidspunktet, hvor forvandlingen sker. Da slipper den, og vi er blevet visere og kærligere.

Vi er mange, der tit glemmer, hvem vi er. Og når vi endelig kommer i tanke om det, er det uforståeligt, hvorfor det skulle vare så længe. Det skyldes bl.a., at vi identificerer os udelukkende med vores personlighed. Selvom vi nu ved, vi er mere end den, er vi vant til at tænke på den “gamle” måde, og i de situationer, hvor vi har allermest brug for det, er det sværest, fordi vi er tyngede. Tankemønstre er længe om at ændre sig, det kræver vedholdende og sejt arbejde. Da jeg for nylig lå med halsbetændelse i 2 døgn, inden jeg endelig kom i tanke om, at jeg er mere end halsbetændelsen, da begyndte jeg at overveje at lave en slags reminder til mig selv. I gamle dage i religiøse hjem kunne ofte ses broderier på væggene med en slags remindere – “Guds lam” eller “Jesus er min hyrde”. På samme måde kunne vi måske lave et lille skilt eller blot en huskeseddel til opslagstavlen med “Husk hvem du er!”