Birgitte Bæk

Harmoni og vitalitet: Daskalosøvelse med kugler af lys

Det er naturligt for os at passe og pleje vores kroppe: Et bad, børste tænder, klippe hår og negle, motionere, sund mad, kosttilskud osv. Ligeledes er det for mange naturligt at søge hjælp til den følelsesmæssige og mentale krop i forbindelse med f.eks. ensomhed, frygt, sorg, forvirring, uro osv.

Mit kursus tilbyder undervisning i en øvelse givet af den cypriotiske mystiker, Daskalos (Stylianos Atteschlis). Den støtter, plejer og styrker ikke blot følelser eller krop men hele personligheden. Bruges den jævnligt vokser harmonien og vitaliteten i alle legemer. Personligheden opnår gradvist større overskud og kan bedre finde ro og balance. Vi oplever en glæde, der ikke synes at have noget med vores ydre liv at gøre. Roen og glæden strømmer bare, og vi har fået kontakt til vores indre kilder, der flyder fra sjælen, ånden og Guds/Universets hjerte.

Når vi således begynder at tage ansvar for vores samlede personlighed, får vi langsomt bedre kontakt til og fornemmelse for vores sjæl og ånd. Vores personlighed lever i tid og rum (den fysiske verden) og er det perfekte redskab for sjælen og ånden. Gennem personligheden kan sjæl og ånd gøre sine erfaringer i den fysiske verden, og de guddommelig energier kan strømme ind i Jorden, menneskeheden og os selv via personligheden, når vi beder om det.

Dette perfekte redskab, personligheden, må vi hver især tage ansvar for at holde i så god stand, som det enkelte redskab har behov for. Det er en stor hjælp at være bevidst om sin personlighed, at kunne se den tydeligt: Hvad har min krop brug for, hvilke positive og negative tanker og følelser virker i mig, og hvordan er det typisk for mig at reagere og tænke. Det kan lyde som en opfordring til konstant analyse af sig selv og sine reaktioner. Det er det ikke. Når noget gør ondt, når noget bliver svært, når vi blokerer eller stivner, så er det tiden at undersøge, hvad der foregår.

Først er det vigtigt at acceptere f.eks. følelsen og sige: Ja, sådan er jeg, utryg. Så kan man konstatere, at utryghed er en del af sin personlighed. Det nytter ikke at skubbe følelsen væk eller forsøge at glemme den, for den er der, uanset hvad man gør. Accepterer man den så neutralt som muligt, dvs. uden hverken at elske eller hade den, så får den lov blot at være, og den får ingen næring. Langsomt over tid bliver den mindre. Vender man opmærksomheden til en ny tanke: Jeg har tillid til livet – da går man i gang med at nære en gavnlig tanke/følelse, der kan afløse utrygheden og hjælpe personligheden videre i sin udvikling.

I hverdagen glemmer vi jævnligt, at vi er mere end personligheden. Mærker vi kun personligheden, kører vi hurtigere trætte, stivner i vores reaktioner eller stiger på et tog, der kører alt for hurtigt, så følelserne måske helt hægtes af. Sørger vi for jævnligt at tage hånd om hele personligheden gennem vor dybere ro og kærlighed fra sjælen og ånden, vænner vi os til at opfatte os selv som en enhed af personlighed, sjæl og ånd.

Der findes mange måder at tage hånd om sin personlighed: Meditation, bøn, spirituelle øvelser, ritualer, accept, lethed, humor. På mit kursus guider jeg igennem øvelsen fra Daskalos til dyb kontakt med den fysiske krop via opmærksomhed og meditation, jeg underviser i visualisering af lyskugler omkring kroppen og det æteriske legeme, og jeg støtter deltagerne i at hvile i disse healende energier.

Undervisningen er grundig, øvelsen bygges op trin for trin og gentages flere gange. Ind imellem er der teoretiske oplæg, der giver den nødvendige baggrundsviden. Vi går især i dybden med hele følelsesområdet og solarplexus, som Daskalos kalder The Second Brain på grund af chakraets kraftfuldhed og store, ofte ubevidste indflydelse på vores liv. I denne forbindelse guider jeg til en dybere kontakt med ærkeenglen Gabriel og Helligånden, som arbejder så fint igennem følelsernes vandelement.

Ifølge Daskalos er vore personligheder opbygget af elementaler, som er alle vore forskellige tanker og følelser. De har stor indvirkning på vores liv og vores omgivelser. Selvom vi ikke umiddelbart kan se en tanke, er den lige så virkelig som en fysisk ting. Der findes altså ingen private følelser eller tanker. Energien i elementalerne påvirker den, der tænker og føler dem, såvel som modtageren og omgivelserne i øvrigt. Det er naturligt og perfekt, at vi rummer netop de elementaler, vi gør. Gennem både positive og negative elementaler udvikler vi os som mennesker. Fra liv til liv bliver vores personligheder gradvist mere og mere forfinede, dvs. elementalerne bliver stadig mere subtile og rene, mens vi udvikler os på vores åndelige vej. Livet selv kultiverer på bedste vis vores elementaler, men vi kan også vælge at støtte os selv igennem vores udvikling ved hjælp af redskaber som f.eks. dem, Daskalos har udviklet til os.

Efter kurset vil det være muligt for deltagerne at praktisere hele øvelsen derhjemme med støtte fra en skriftlig instruktion.

Læs eventuelt mere om Daskalos i artiklen: “Theosis – ærkeenglehealing”.

Birgitte Bæk • Skelagervej 154A 8200 Århus N • tlf. 61 50 28 03